Indledning

 

I mange år har mine børn, især Sidsel, bedt mig om at fortælle om ”dengang du var lille, far”. Det er svært, når man pludseligt bliver spurgt af en femårig tøs. Senere, når tøsen/tøsene/drengene er blevet voksne og man selv gammel (ældre), så er det pludselig ikke længere så svært. Og da jeg for et par måneder siden begyndte at skrive om mig selv og mit liv, så gik det hurtigt. Det optog mig meget, og jeg skrev og skrev. Dag efter dag, aften efter aften, nat efter nat.

Efterhånden som jeg i ord bevægede mig frem gennem årene, fandt jeg ud af, at de gamle billeder i skuffer og skabe betød lige så meget for indholdet, derfor har i denne bog lagt lige så stor vægt på billeder som på tekst.

 

Kaj Blegvad Andersen

Vence foråret 2004

 

Jeg har, siden jeg var ung, haft en stor interesse, fotografiet og senere filmen. Disse medier, det stille billede, og de der bevægede sig, har jeg været glad, ja, begejstret for. Allerede i gymnasiet fotograferede jeg, fremkaldte film,  kopierede billeder og havde en lille forretning med salg af billeder til kammeraterne på skolen. 

 

Visse begrænsninger har der altid været. Jeg finder, at hvis man ikke kan vise billederne eller filmene for andre, så skal man lade være med at lave dem. Igennem de seneste 50 år har jeg vist billeder, lavet film og vist dem frem. Glæden ved at vise mine første optagelser fra Athos i Grækenland for eleverne og, min kammerater på akademiet var stor. At de så var ved at falde i søvn, se det er en helt anden sag!

 

Senere efter mit besøg i New York, var jeg glad for at vise mine 8 mm amatør-smalfilm på filmskolen for eleverne og deres lærere, Margarete Engberg og Bjørn Rasmussen. Jeg holdt en række forelæsninger om ”Film og arkitektur” på akademiet og en tilsvarende række på filmskolen. Her hed den bare ”Arkitektur og film”. Fælles for foredragene var min begejstring for samspillet mellem de to medier, arkitekturen og filmen -  billedet og den verden, vi som arkitekter er med til at skabe.

 

Jeg fik i midten af 70’erne lejlighed til at lave en bog om den lokale byggeskik i Kenya. Oxford University Press var så venlig at udgive den, i to oplag. Her fik jeg mulighed for at skrive, fotografere, fremkalde, lave billederne og designe bogen. Jeg fandt også bogtrykker og bogbinder.

 

Nu har jeg fået chancen for at lavet endnu en bog, en tekst med billeder.

 

Jeg håber, I bærer over med trykfejl og mangler.

 

 

Om denne bog.

Jytte Mikkelsen og Laila Mohr har hjulpet med redigeringen og i øvrigt med korrektioner og forbedringer, Lene har læst korrektur.

 

Teksten er sat med Arial 12 punkt.

Der er i teksten afsnit sat med kursiv, dette er tilføjelser, uddybninger og kommentarer. De er ikke nødvendigvis tidskorrekte i forhold til placeringen.

 

Slægten fra Blegvad

 

Min tipoldemor på fædrenes side, Anna Chatarina, kom fra Højer, hvor hun havde været kniplingspige. Hendes far var hestegardist, og efter otte år i København rejste de tilbage til Højer i 1841. Han blev arbejdsmand og var bl.a. med til at bygge Højer sluse. Anna Chatarinas søn, farmors far, og altså min oldefar, Jens Christian Jensen, blev født den 22. december 1838 i København.

 

Jens Christian Jensen kom i dansk og senere i tysk skole. I foråret 1854 kom han 16 år gammel i sømandslære hos en skipper, der sejlede med en lille skude mellem Kiel og Aabenraa. Kort efter fik han hyre som skibsdreng på skibet ”Walther” under kaptajn Ingermann. Skibet sejlede fra Hamburg rundt om Kap Horn til vestkysten af Mellemamerika. Herfra fik Jens Christian hyre på en anden båd, der skulle sejle til Kina. Denne rejse varede tre år. Som fuldbefaren matros fik han hyre på ”La Rochelle”, hvis kaptajn hed Junge. Efter i alt otte år på farten kom han hjem og blev landmand.

 

I 1860’erne arvede han gården Blegvad efter sin faster, Kirsten Jensdatter, som var barnløs. Om Kirsten Jensdatter blev fortalt, at hun altid sov med et sværd eller en sabel i sengen.

 

Jens Christian giftede sig i 1871 med Ane Hjort fra Sveistrup. De fik otte børn, to døde som små, men de seks levede: Niels, Kirsten (farmor), Jens Hjort, Peter, Bertel og Maren Katrine (moster fra Kondrup).

 

Farmor, Kirsten Jensen, blev født på Blegvad den 11. august 1873. Blegvad ligger 14 km nordvest for Randers. En lille bæk løb gennem gårdens jorde, og navnet Blegvad menes at stamme fra vadestedet, hvor man blegede tøjet. Fra Blegvad var der en sti gennem markerne til Kondrup, hvor farmors søster moster boede. 

 

Farmor blev gift med Niels Carl Andersen, født den 22. november 1877 og altså fire år yngre end farmor. Farfar var uddannet dyrlæge med praksis i Randers, Brødregade 20. Farfar døde i 1932 kun 57 år gammel.

 

Der er skrevet en lille bog, (Historien om Blegvad og dens slægter, Kirsten Bak Jensen 2000). Her findes en glimrende oversigt over familien. Man kan også gå ind på Internettet og søge i Google.com under ”Ancestors of Andreas Schmidt – Andersen”.Her kan slægten følges meget langt tilbage.

 

Farmors og farfars børn og børnebørn

Der var tre børn i ægteskabet, Hans Chresten (onkel Hans), Jens Erik (min far) og Anna (faster Anna).

Min far blev i 1933 gift med Gerda Larsen, datter af kontorchef i Sparekassen i Randers, Thorvald Larsen. De fik tre børn mig, Kaj i 1934, Ole i 1936 og Erik i 1945.

 

Onkel Hans blev gift med tante Tut født Voigt. De fik tre børn Jette fra 1935, Lis fra 1944 og Helle fra xx . Onkel Hans var læge og specialiserede sig i otorinolaryngoli, hals-, næse- og øresygdomme. De flyttede fra København til Århus under krigen og boede i Marselisborg på H.C. Lumbyesvej.

 

Faster Anna blev gift med Holger Kjems, søn af apoteker Kjems fra Løgumkloster. De fik fem børn, Niels Jacob i 1936, Gunnar i 1939, Jørgen i 1940 Poul i 1942 og Kirsten (Kisser) i 1945. Både faster Anna og onkel Holger var farmaceuter. De havde mødt hinanden på læreanstalten. Onkel Holger var forsker og ansat på Løvens Kemiske fabrik, hvor han bl.a. arbejdede med hormoner. Min mor og far hjalp til under krigen med indsamling af hoppeurin, som blev brugt i fremstilling af forskellige medikamenter.

 

Onkel Holger var under krigen sabotør og medlem af xxx gruppen. Han blev taget af tyskerne og kom i koncentrationslejr. Det kom han sig aldrig rigtigt over. Familien måtte kort efter krigen flytte til Løgumkloster, hvor faster Anna overtog onkel Holgers fars apotek.

 

Farmors barndom

Farmor fortalte os ofte om sin barndom på Blegvad. Om sommeren kunne man på en bakke lidt borte se ræven og dens hvalpe lege og for os mange andre spændende historier. F.eks. hvordan det var et oplevelse om lørdagen at komme med hestevogn til Randers, hvor der var marked. Om julen hvor man fik én eneste gave. Farmor elskede at fortælle, og Ole og jeg var jo stærkt privilegerede, fordi vi boede i samme hus som farmor.

 

Af farmors søskende husker jeg kun moster fra Konrup. Hun havde sønnerne Niels, Aage og Karl og datteren Anna. Hendes mand døde meget tidligt, så moster måtte drive gården alene med sønnerne. Vi kom ofte i Kondrup. Nogle få gårde udgjorde landsbyen, der lå ca. 12 km uden for Randers mellem Asferg og Raasted. Gården var firlænget med port gennem ladebygningen. Når man kom gennem porten, lå stuehuset lige for, hønsehus og hestestald til højre og kostald med svinesti til venstre.

 

Mosters søn, Aage, husker jeg ikke, men derimod Niels, som havde været med Niels Bukhs gymnastikhold ved olympiaden i Berlin i 1938, og på væggen i deres stue hang indrammede fotografier fra holdets optræden. Mosters yngste søn, Karl, var lidt til en side, en meget svagt begavet person. Han gik mest i stalden og grinede sært, når Ole og jeg talte med ham. Men han var fredelig og venlig,  og moster kostede rundt med ham, Det forstod vi ikke dengang. Mosters datter, Anna, blev husholdningslærerinde og forblev ugift. På nogle gamle smalfilm ser vi Ole og mig, der leger i gården i Kondrup. Kisser, min kusine, kunne efterligne mosters lidt ejendommelige kaglende stemmeføring til stor moro for hele familien.

 

Brødregade 20

 

Farmor boede i ejendommen Brødregade 20 var en treetagers byejendom bygget i slutningen af 1800-tallet. Farfar havde købt den af  Balthasar Christensen. Ejendommen blev i 1960’erne købt af Sparekassen Nordjylland, som lod den nedrive, og der blev opført en udvidelse af Sparekassen på grunden.

 

Ejendommen bestod af et forhus, en sidebygning og et baghus, alt i tre etager. Man kom fra Brødregade ind i ejendommen gennem en port. Fra porten var der i højre side adgang til de to beboelser og til kælderen under ejendommens forhus. Der var også adgang til loftet over tredje sal. Her var indrettet to små værelser under taget, hver med et støbejernsvindue. Her boede de unge piger.

 

Der var tørreloft i den øvrige del af  hovedhusets loftsrum samt gennemgang over sidebygningens loft til bagbygningen. Herfra var der adgang til køkkentrappen. I baghuset var der en trappe, som gav adgang til værkstederne i de to etager i baghuset.

 

Gården var lille og brolagt, og når far kørte sin lille DKW ind gennem porten fra Brødregade, kunne han ved at køre op i gårdens venstre hjørne ved hestestalden og vaskehuset bakke og vende vognen og derfra køre bilen i garagen. Se billedet af farfar, farmor og de tre børn i den første bil, farfar anskaffede. Det var en Clement Bajar, vistnok forløberen for Renault. Bilen findes i dag på automobilmuseet på Lolland.

 

Der var en række virksomheder til huse i nr. 20. Mod gaden var der to butikker. Den ene var udlejet til ”Favoritten”, en smørrebrødsforretning, den anden til en optiker. I sidehuset var der malerværksted og i baghuset en cykel- og radioforretning. På 1. sal i baghuset lå et maskinsnedkeri, og herover havde snedkermester Holm sit værksted.

 

De to værksteder var meget spændende for Ole og mig at besøge, og så ofte vi måtte, var vi deroppe. Maskinsnedkerne var nu ikke særlig venlige, maskinparken taget i betragtning var det nok forståeligt, men når mester var ude, gav svendene os lov til at komme ind i værkstedet, og vi fik pinde til at lave sværd af.

 

Hos snedkermester Holm var det en helt anden sag. Han havde kun én svend/lærling, og her var vi altid velkomne. Vi fik lov til at se, hvordan man finerede med forskellige træsorter. Først blev den tynde finér samlet med brunt klisterpapir, så blev der smurt lim på fra den dobbeltbundede limpotte, der stod på komfuret midt i værkstedet. Derefter blev det hele lagt ind mellem nogle jernplader, der skulle fordele trykket. Det blev så anbragt i en særlig bænk med flere store jernskruer. Det hele blev så spændt og fineren limet til træpladen. Bagefter blev papiret fjernet og fladerne pudset med meget fint sandpapir. Så kom lakeringen med mange lag shellak og efterpoleringen med siklinge og polervoks.

 

I hjørnet af gården var der en stald med plads til to heste. Da far før krigen havde arbejdet som dyrlæge ved dragonregimentet i Randers, kunne han have heste ”udstationeret”. Under krigen beholdt han vist bare hestene. Mor og far var ivrige ryttere og hubertusjagter var en del af deres fritidsbeskæftigelse.

 

At køre i praksis med far på sparkstøtting og med jumpe fandt vi meget spændende. Ole og jeg legede meget i hestestalden og var helt fortrolige med hestene. Ved siden af hestestalden var indrettet et vaskehus med gruekedel og cementerede skyllekar. Her stod mor og de unge piger hver mandag, eller var det hver anden, og vaskede tøj. Det tog hele dagen. Efter en gang gennem håndrullen blev tøjet så båret op i soveværelset og hængt ud på snoren spændt ud mellem for- og baghus.

 

Fra den før nævnte hovedtrappe fra porten kom man ind i en entré med plads til overtøjet. Fra entreen var der en dør til højre, som førte til forældresoveværelset, det lå ud mod gården og havde ét vindue. På grund af sætning af fundamentet skrånede gulvet i soveværelset.

 

Til venstre i entreen var der adgang til en hjørnestue. I vores etage var der en lille altan, hvis dør gav lys til kontoret. Far havde sit skrivebord her og en sofa, et par stole samt et stort pengeskab. Senere kom en grammofon med radio til, og når far og mor kom hjem fra timerne i stepdans, viste de os deres færdigheder her. Der var ikke tæppe på gulvet.

 

Fra kontoret var en dobbeltdør til den fine opholdsstue, som kun blev opvarmet ved særlige lejligheder. Den vendte ud mod Brødregade, og der var tre fag vinduer mod gaden. Fra denne fine stue var der adgang til børneværelset, som også lå mod gaden med et enkelt vindue. En dør forbandt børneværelset med mors og fars soveværelse . I børneværelset sov Ole og jeg, og da Erik i 1945 kom til, blev der stillet i puslebord op, så vi med interesse kunne følge bleskift og vask af den lille nye.

 

Tilbage til kontoret, hvorfra der var en smal gang hen til spisestuen. I gangen var et lille apotek med en skydedør for. Her lavede far sine medicinblandinger til brug i sin praksis, og her hjalp vi ham når hunde og katte skulle aflives. Under krigen var dette en yndet forestilling, ikke fordi vi nød at slå dyrene ihjel, men fordi vi fik lov til at disponere over dem bagefter.

 

Vi bragte de døde dyr ned ad Brødregade, over på den anden side af gaden gennem en port. Her lå en fabrik, der bearbejdede huder og skind. Vi fik en 20’er for en stor schæferhund og mindre for de små hunde og katte. Men selv en kat kunne indbringe en 5’er, og det var mange penge i 1942.

 

Spisestuen vendte ud mod gården og havde to fag vinduer. Ved det ene fag stod et sybord, som blev brugt, når en dame en gang imellem kom og reparerede vores tøj. I bagvæggen ind mod den lille gang med apoteket var en række indbyggede skabe. Ole og jeg havde det ene til vores legetøj, som vi legede med på gulvet ved siden af sybordet.

 

Bag spisestuen lå køkkenet, og herfra var der adgang til et badeværelse med toilet, de unge pigers værelse og køkkentrappen, der førte ned i gården. Køkkenet bestod af et langt fast køkkenbord med en emaljeret vask. Over for vasken stod et gasbord med ovn under og ved siden af høkassen, en trækasse foret med halm eller hø. Der var en pude i bunden, og heri stillede man gryden med kartofler, efter den var kommet i kog. Så fik den en pude over sig, trælåget blev lukket, og kartoflerne kogte møre. På den måde kunne der spares ca. en halv times gas. Gasmåleren på væggen skulle fodres med 25-ører med passende mellemrum.

 

Farmors lejlighed

 

Farmors lejlighed var planmæssigt identisk med vores, men lå på 2. sal, altså lige over vores lejlighed. På farmors hoveddør var der et porcelænsskilt med navnet N.C. Andersen og nedenunder, Dyrlæge.

 

Da jeg var farmors første barnebarn, født den 18 juli 1934, blev jeg helt naturligt hendes yndling og forkælet fra første dag. Ole kom først til halvandet år senere.

 

Farmors hjørnestuen (kontoret) blev brugt som hyggestue, hun havde farfars skrivebord stående med et foto af ham, et brunt billede, der viste en ældre mand med et hvidt fuldskæg, trimmet og fint.

 

Farmors stuer var legeplads for Ole og mig, hendes reoler og skabe indeholdt de mest forunderlige ting. Vi fik tit lov til at kigge og rode i skuffer og skabe. Vi fandt onkel Hans’ boksehandsker, en mønt indstøbt i lava fra Vesuv, en fin snegl med et skriftsted indridset i skallen. I reolen stod mange årgange af FREM, et naturvidenskabeligt tidsskrift, som familien havde abonneret på i 20’erne og 30’erne. Vi læste med stort videbegær bl.a. om alle de lægevidenskabelige opdagelser, der var beskrevet i bladene. Der var farvebilleder af dyr og planter. Jeg husker især en artikel om farveblindhed med tilhørende plancher. Ole og jeg kunne konstatere, at vi ikke var farveblinde.

 

Når festerne og anden selskabelighed blev forlagt til andre steder, blev Ole og jeg sendt op hos farmor.  Hun forkælede os, og vi var lykkelige, når vi skulle tilbringe natten deroppe . Jeg fik lov til at sove i farfars seng, mens Ole måtte nøjes med en lille seng ved siden af farmors. Om vinteren blev der lavet æbler på varmeapparatet. Ejendommen havde centralvarme installeret, og i slutningen af 30’erne, begyndelsen af 40’erne blev der i Brødregade som noget helt nyt indlagt fjernvarme. Varmen var spildvarme fra elektricitetsværket. Varmeapparatet i farmors hjørnestue var anbragt i stuens bageste del ind mod brandvæggen til naboejendommen, et Hudevad-apparat med lameller. Om vinteren blev æbler anbragt på varmeapparatet, og efter nogen tid var de bløde og blev spist varme. Egentlig smagte de ikke særligt godt, men farmor kunne godt lide dem. 

 

Under krigen var vi tit deroppe og hørte radio fra England. En udsendelse, som gjorde særligt indtryk på mig, var dengang i 1944, da de allierede tropper gik over Rhinen. Man beskrev, hvordan broerne blev slået over floden. Ingeniørtropperne lavede en bro, der var dobbelt så lang som flodens bredde, og broen blev rullet over floden til den modsatte bred.

 

Ole var den lille. Han græd tit, og indtil en alder af fem snøftede han. Det gik først over, da han fik mandler og polypper fjernet på sygehuset i Randers. Jeg var misundelig, for han måtte kun spise flødeis de første dage efter operationen. Selv var jeg også tit sløj, trivedes ikke rigtigt. Jeg husker en udflugt til København, jeg har vel været omkring fem år. Vi besøgte onkel Hans, og jeg kom på Kommunehospitalet og blev grundigt undersøgt. Det var ikke noget alvorligt. Jeg husker, at Jette, min kusine, tante Tuts og onkel Hans første barn, Ole og jeg legede i hospitalets gård, hvor vi samlede snebær fra buskene i gården og lavede glidebaner af dem.

 

 

Livet i Randers

Far og mor havde ofte selskaber. Jeg husker ret tydeligt nogle af den, samt deltagerne. Onkel Holger var ofte med, eller måske var der netop fest, når han kom på besøg. Som allerede nævnt have far før krigen været dyrlæge ved dragonregimentet, ud over sin praksis, tror jeg - så  der var tit officerer med til disse selskaber. En af dem hed Raunbøl.

 

Der blev råbt og sunget så meget, at jeg af og til vågnede og kom ind til bordet. Et af numrene var en skål, der blev udbragt, mens herrerne stod op på stolene med den ene fod på bordet ved siden af tallerkenen. Det gjorde et vist indtryk på mig.

 

Mors storesøster Grethe var gift med onkel Aage. Aage Waarst kom fra en børnerig købmandsfamilie i Sæby. Han havde i 20’erne opholdt sig nogle år i Argentina og kunne tale spansk. Han var meget charmerende, lidt streng måske, mn jeg husker tydeligt, at han viste os den beholder, man drak ”mate” af, og lod os se billeder fra tiden i Argentina.

 

Mor har tit fortalt om deres mange festlige sammenkomster hos moster Grethe og onkel Aage før og under krigen. De boede i Vesterport, men flytte senere til St. Steensengade i en større lejlighed. Onkel Aage have den grossererforretning for kolonialvarer. Vi syntes, det  var spændende at få lov til at komme ind på lageret og se alle varerne på hylderne og de forskellige sække med mel og sukker. Men det var hårde tider for en lille grossererforretning, så onkel Aage måtte finde andet arbejde. Kirsten, deres datter, var enebarn og vores første legekammerat, og selvom hun var en pige, legede vi godt sammen.

 

Jeg husker, at far og mor, tante Tut, onkel Hans, faster Anne og onkel Holger fejrede, nytårsaften i nogle år i ”Kahytten”, en bar eller lignende i kælderen under Hotel Randers. Her gik det lystigt til, og de unge piger - både farmor og vi havde unge piger i huset - fortalte os drenge, om dengang onkel Hans og far kælkede ned ad køkkentrappen på vores kælk efter en nat på Hotel Randers.

 

Farmor havde ung pige i huset lige til slutningen af 40’erne. Dagmar hed en af dem, og når hun serverede, sang onkel Holger ”Oh Dagmar, oh Dagmar, vil du være min, så vil jeg være din”. Dagmar Jensen var en berømt skuespiller i 30’erne kendt fra revyvisen af samme navn. Farmors Dagmar var ved at tabe kartoflerne ned i skødet på farmor, og onkel Holger blev skældt ud. Senere, når vi var blevet puttet i seng, kom han ind til os, og vi fik lov til at trække i hans lillefinger. Når vi trak hårdt, kunne han prutte. Vi lå flade af grin. I weekenderne fik jeg en sjælden gang lov til at komme med den unge pige hjem. Ved en sådan lejlighed gik turen hjem til hendes forældre i den lille by, Uggelhuse, der lå ved Randers fjord, og her var der ingen ende på forkælelsen. Jeg kom med ned gennem sivene helt ud til fjorden, hvor de havde en lille jolle, og hvor de fiskede ål.

 

Sidst i 30’erne indtil krigens udbrud var far dyrlæge ved dragonregimentet, som dengang lå i Randers. En gang fik jeg lov til at komme med på en øvelse. Stolt sad jeg på sadelknappen hos far, mens regimentet red gennem Randers og ud til øvelsesterrænet. Om aftenen blev der serveret en stor hakkebøf på et stykke rugbrød. Det har været i 1938/39.

 

En fin stor ny kaserne var blevet bygget lige før krigen. Den lå i den nordlige del af Randers. Her tilbragte Ole og jeg megen tid efter krigen. Vi fik svømmeundervisning af en officer i det nye store svømmebassin, som var en del af kasernens sportsanlæg. Hvinende koldt, men vi lærte at svømme.

 

Efter krigen genoptog Ole og jeg kontakten til kasernen, en officer Raunbøl var efter krigen igen blevet stationeret ved dragonerne, og nu fik vi lov til at komme ud og se de nye små kampvogne, man havde fået efter krigen til afløsning af hestene. Helt afskaffet blev hestene nu ikke, og gennem en årrække fik Ole og jeg lov at gå til ridning på kasernen. Vi lærte skoleridning og spring og fik også træning i voltigering. Det vil sige, at en person holder hesten i en line og får den til at løbe rundt i en cirkel. Man skal så løbe op på siden af hesten og springe op. Vi kunne stå på hesten i galop og endda springe af og på i farten. Ole var særlig dygtig til spring og har senere haft hest selv.